Så er det snart sommer, og det kræver forberedelse, hvis du gerne vil undgå at få et hedeslag, når du sætter dig ind i din bil. I denne artikel giver vi dig tips til, hvad du kan gøre for at nyde det danske sommerland i en bil, der er blevet parkeret med omtanke.
Stor temperaturforskel inden- og uden for bilen
Det kan sagtens være, at vejret virker dejlig mildt, og vinden blæser let køligt igennem håret. Men er det sommer, og der tilmed er meldt solskin, så kan det meget hurtigt blive bagende varmt i bilen. Ifølge en måling fra FDM kan temperaturen inden i en bil stige til cirka 70 grader, når temperaturmålerne viser en udetemperatur på 27,8 grader.
Selv når du sætter alle vinduerne på klem for at skabe gennemtræk i bilen, mens den holder parkeret, så kan temperaturen inden i bilen stige med over 10 grader på blot en halv time. Det er en ubehagelig affære at blive mødt med, når du skal ud at køre. Derudover kan det også være dødsensfarligt for børn og dyr at befinde sig i en parkeret bil i sommervarmen, hvad enten vinduerne er rullet helt op eller står på klem.
Men heldigvis er der flere ting, du kan gøre, for at holde din bil nogenlunde nedkølet, når den står under solen. Nogle af disse forholdsregler giver vi dig netop i denne artikel.
Har du tjekket, om A/C’en virker?
Inden sommeren for alvor går i gang, bør du huske at få tjekket, om din bils aircondition virker. Virker den ikke, eller går den i stykker under en køretur, kan det være en helt ulidelig oplevelse på de varme dage. Især hvis det sker på en længere køretur i eller uden for landet, og du tilmed har børn eller kæledyr med dig i bilen. Derfor er det en god idé at køre en tur forbi værkstedet i god tid for at sikre dig, at alt er, som det skal være med bilens aircondition.
Virker din A/C, som den skal, og du tilmed ejer en elbil, er det endnu mere fordelagtigt for dig i sommervarmen. Her kan du via din smartphone sætte A/C’en i gang noget tid, før du sætter dig ind bag rattet, så du bliver modtaget af en nedkølet bil på parkeringspladsen.
Ejer du dog en ældre, brændstofdrevet bil, som de fleste danskere stadig gør, er der nogle forholdsregler, du bliver nødt til at tage et godt stykke tid, før du skal ud at køre, hvis du ønsker, at din bil skal have et nogenlunde rart indeklima inden køreturen.
Anvend solskærme på alle bilens ruder
Husk på, at selvom man kan slippe af med den varme luft i bilen ved at rulle alle ruder ned, så er det en meget mere langsommelig affære at køle stegende sæder og paneler ned til en behagelig temperatur. Især hvis de er mørke i farven.
Derfor er det en rigtig god idé at investere i solskærme og aluminiumsmåtter til bilens for- og bagruder samt til sideruderne. På den måde kan man holde temperaturen på bilens indvendige overflader nede på et mere overkommeligt niveau, mens den holder parkeret i den bagende sol. Og er det udvendige solskærme eller anden tildækning, du anvender, holder det temperaturen inden i bilen endnu lavere.
Parkér din bil i skyggen
Det kan gøre en stor forskel at parkere bilen i skyggen. Vær dog opmærksom på, om du holder et sted, hvor skyggen kan forsvinde, eftersom solen hele tiden flytter sig. Er det slet ikke muligt at parkere i skygge, kan det også holde bilens indetemperatur nede, hvis du parkerer bilen med bagenden mod solen i stedet.
Derudover kan selv farven på din bil gøre en forskel. Hvis bilen er sort, tiltrækker den for eksempel flere solstråler sammenlignet med en hvid bil. Derfor er det en fordel at være ekstra opmærksom på at parkere bilen i skyggen, hvis bilen er sort eller har en anden mørk farve.
Husk: Efterlad aldrig børn og dyr i bilen
Det er generelt set ikke en god idé at lade småbørn og kæledyr sidde alene tilbage i bilen, men i sommervarmen kan det være direkte livsfarligt. Mange bilister tænker, at de lige kan nå at handle ind i supermarkedet, selv når solen bager på en varm julidag kl. 15. Dog bør man altid tage dem med sig ud af bilen.
Hvis du skulle opdage andre bilister, der har efterladt deres barn eller hund i bilen på en varm sommerdag, skal du altid reagere ved først at lede efter bilejeren, for eksempel ved hjælp af et nærliggende supermarkeds højttalere. Hvis du ikke kan finde ejeren, eller situationen ser alvorlig ud, bør du ringe direkte til 114 eller 112 – og til 1812, hvis det drejer sig om dyr. Tjek dog altid først, om bilens ejer er i nærheden.